![]() |
| Fra venstre: Andreas, Marie-Louise, Gonzalo Vargas, Marianna (AI Sverige) og Ida |
På Kampagneseminaret i Odense var vi så heldige at høre den chilenske
torturoverlever Gonzalo Vargas fortælle sin livshistorie, en barsk fortælling
om hans oplevelser som politisk fange under Pinochets diktatur i 1970’erne og
80’ernes Chile.
Vargas lagde ud med at understrege vigtigheden af
kommunikation. Kommunikation via dialog er ifølge hans filosofi noget af det
vigtigste for os mennesker. Derfor stod han foran os på denne regnvejrslørdag.
For at kommunikere. Og det gjorde han i en så vellykket grad at ingen i den sal
sad tilbage uberørt af hans fortælling.
Han er uddannet indenfor befrielsespædagogik og underviste i
årene før Pinochet i marxistisk dialektik. Da det voldsomme militærkup i 1973
betød en forfølgelse af alle fortalere for det marxistiske projekt var Gonzalo
Vargas pludselig en fjende af regeringen. Han blev hentet midt om natten af
soldater, fik bind for øjnene og blev ført ned i en kælder. Her blev han afhørt
som politisk fange og fjende af staten.
Han blev voldsomt slået og mishandlet og lagt på en metalseng
hvor han fik så voldsomme stød, at han var ude af stand til at skrige af smerte
og angst. I sin tid i torturkælderen oplevede han traumer så voldsomme og
grufulde, at man næsten ikke kan forestille sig det. Vargas var chokeret over
at opdage, at hans torturbøddel var en gammel ven ved navn Martin.
Efterfølgende blev han ført til en koncentrationslejr på en
ø udenfor kysten. Uden hverken sigtelse eller rettergang fik Gonzalo Vargas
tildelt et nummer der blev hans identitet i tiden i lejren. Her tilbragte han
to håbløse år uden kontakt til sin familie og frataget sin frihed. Indtil han
en dag modtog en stak breve – Breve fra fremmede mennesker tusindvis af
kilometer borte fra en organisation ved navn Amnesty International.
Uden tøven fortalte han os hvordan brevene havde reddet hans
liv. Med ét følte han igen håb. Han vidst at han ville overleve. 2 år efter sin
brutale anholdelse blev han genforenet med sin familie i Santiago. Men som en
statsfjende frygtede Vargas at blive forfulgt igen, hvorfor han fik asyl på den
danske Ambassade i Santiago. Her boede han i 15 dage indtil han fik tilladelse
til at forlade Chile.
Vargas beskriver sin ankomst til Danmark som en oplevelse
af, at blive et menneske igen. I Danmark var han en fri mand og i Danmark fik
han en familie.
På trods af at være i sikkerhed i Danmark havde Vargas endnu sine traumer tæt inde på livet. Hans nætter var præget af mareridt hvor han igen og igen genoplevede den tortur, han var udsat for.
På trods af at være i sikkerhed i Danmark havde Vargas endnu sine traumer tæt inde på livet. Hans nætter var præget af mareridt hvor han igen og igen genoplevede den tortur, han var udsat for.
I stedet for at lade sig ødelægge af sine mareridt valgte
Vargas, med støtte fra sin danske kone, at se traumerne i øjnene. Han
kommunikerede og fortalte folk om sine oplevelser. Især gennem foredrag for
medlemmer af Amnesty International, en organisation med en stor plads i hans
hjerte. Udover at han derved selv bearbejdede sine traumer, formåede han også
at røre og inspirere sine tilhørere.
Da han, mange år senere og efter diktaturets afslutning,
vendte tilbage til Chile mødte han sin gamle ven og senere torturbøddel Martin.
Vargas så hvordan manden, der trods alt engang havde været hans ven, var
ødelagt, nedbrudt og traumatiseret ligesom han selv havde været det, og han
ønskede ikke at hævne sig. Tværtimod fortalte han os, at han mente at Martin
ligesom ham selv var et offer for den ondskab der hærgede deres land mange år
tidligere.
De ovenstående sætninger taler for sig selv i deres
beskrivelse af Gonzalo Vargas væsen. Vi i salen foran ham var alle berørte af
hans ufattelige menneskelige overskud og evne til kun at se det gode i andre.
Han pointe var, at torturoffer såvel som -bøddel er et offer for en endnu større
ondskab - Hvad end man er enig med dette standpunkt eller ej, er det svært ikke
at se det gode i Vargas ønske om, at fortælle sin historie og dermed ikke blot
inspirere os amnesty-aktive til at fortsætte kampen for menneskerettigheder,
men også at understrege, at tusindvis af håndskrevne breve sendt til den anden
side af jorden rent faktisk GØR en forskel og er med til at redde menneskeliv.
Med Gonzalo Vargas historie understreges, hvorfor det gør en
forskel for de mennesker, der modtager brevene fra ”Skriv for Liv”-kampagnen,
Amnesty’s årlige brevskrivningskampagne der i år finder sted netop nu og til og
med december måned.
Se mere på Skriv for Livs hjemmeside: https://skrivforliv.dk/

Ingen kommentarer:
Send en kommentar